USA blog

De kære små er efterhånden 3 måneder gamle, der er meget at fortælle men jeg vil nøjes med et lille resumé 🙂

For at starte med børnene. Cecilia er en meget sød storesøster, vi gør meget ud af at give hende ekstra opmærksomhed uden babyer, og der har ikke været meget jalousi. Hun elsker dem rigtig meget, det er så dejligt at se dem sammen. Nicklas og Katrine har det rigtig godt. Der har selvfølgelig været dage med feber og ondt i maven hvor de har været pjevset, men generelt set har de været utrolig flinke mod deres forældre. Nu hvor de er tre måneder virker det som om de kommer ind i en god rytme med at sove 6-7 timer i træk om natten. Så kan man jo klare meget mere i løbet af dagen hvis man har sovet ordentlig. De spiser godt og vokser derefter. Sundhedsplejersken vejede dem i sidste uge, Nicklas vejede 6,2 kg og Katrine vejede 5,9 kg. Det passer næsten perfekt til den gennemsnitlige kurve for piger og drenge. Katrine er dog lidt kortere og mere buttet end gennemsnittet :-). De smiler begge to meget, Nicklas er den der lidt foran, han charmer alt og alle med hans skæve smil. Katrine er meget køn og rundt at se på, så hun er heller ikke til at stå for. Jeg har det også godt og trives med at gå hjemme og passe de små, selvom det også er hårdt nogle gange. Det har dog ikke gjort det nemmere at Hans har været utrolig uheldig her i sommerferien og fik 4 frakturer i bækkenet pga. et uheld med en hest (nej, han faldt ikke af, hesten snublede og væltede med ham siddende i sadlen, ikke godt…), så han kan kun gå med 2 krykker og ikke løfte babyer op. Til gengæld er han så hjemme og han kan jo sagtens give flaske, så jeg prøver at se det positive i det 😉

For at afslutte historien så er vi altså kommet hjem i god behold. Blev lige ringet op af en veninde i går der var i tvivl, og sådan skal det jo ikke være. 🙂 Flyveturen gik vældig godt bortset fra at det var et bagage-mareridt uden lige og det at komme igennem security med to babyer og en masse håndbagage er en prøvelse som jeg godt kan undvære at gentage det næste stykke tid.

Det har været utroligt hektisk med besøg siden vi kom hjem. Familie, naboer og Cecilias klassekammerater og deres forældre har sørget for at der mindst var to hold besøgende om dagen. Og vi har slet ikke begyndt på at invitere venner endnu. Så lige en lille bøn – ikke flere uanmeldte besøg, vi trænger lige til lidt ro. Men I må selvfølgelig gerne ringe eller skrive, bare I er indstillet på at vi ikke altid kan svare med det samme.

Jeg vil lige slutte af med et par billeder fra rejsen og den første uge hjemme.

http://foto.geitnerjensen.dk/#20.0

http://foto.geitnerjensen.dk/#21.0

Så har vi endelig kunnet bestille flybilletten hjem. Fødselsattesterne var færdige i fredags og Hans brugte hele fredagen på diverse kontorer og i telefonen for at få en certificeret kopi som vi skal bruge til at søge om passet. Desuden skulle vi også søge om et “social security number”, det lyder som om det svarer til personnumret i Danmark. Nu har vi også endelig fundet vej igennem pas-ansøgnings-junglen og fået en aftale onsdag, så regner vi med at kunne få passene i løbet af en dag eller to. Flybilletten er så købt til næste mandag, dvs. at vi ankommer i Kastrup Tirsdag den 18. maj kl. 20.20 med fly fra Düsseldorf (Air Berlin) hvis der ellers ikke kommer askeskyer eller andre forsinkelser i vejen.

Der er flere der har skrevet at de gerne vil komme og modtage os i lufthavnen. Det vil også være rigtig, rigtig skønt at have en velkomstkomite. Jeg håber bare ikke at I forventer for meget selskabelighed af os, vi er sikkert rigtig, rigtig trætte efter den lange flyvetur og prioriteten vil nok ligge hos Cecilia som vi glæder os bare så meget til at se igen. Nu bliver det jo også relativ sent på en hverdag, men hvis der er nogen der har lyst til at dukke op, skal I være så hjertelig velkomne

Bare så der ikke er nogen misforståelser – vi når IKKE at komme hjem den 8. maj som der stod på den oprindelige flybillet. Lægen har sagt god for at de små er klar til at flyve, men vi venter på den endelige fødselsattest og passene og så bestiller vi flybilletten hjem. Jeg giver besked når vi ved nærmere.

Vores dejlige tvillinger Nicklas og Katrine kom til verdenen torsdag den 29. april 2010. Nicklas blev født kl. 8.07 og vejede ved fødslen 3421 gram og var 50 cm lang. Katrine blev født kl. 8.09 og vejede ved fødslen 3089 gram og var 48 cm lang, så de var temmelig store tvillinger. Nicklas havde ved fødslen en del fostervand i lungerne så han måtte en tur på neonatalafdelingen. Her var han i fire dage, men han har det godt nu. Hans søster har hele tiden været ok.

Så nu er vi allesammen udskrevet fra hospitalet og har fået adgang til Internettet igen. Der er kommet en del søde mails, jeg skal gøre mit bedste til at besvare dem på et tidspunkt, men lige nu har vi heldigvis hænderne fulde, så I skal ikke forvente de hyppige opdateringer fra tidligere, selvom der allerede er 100 historier at fortælle. Så lige nu vil jeg nøjes med denne korte besked og et billede. (Katrine til venstre og Nicklas til højre)

Hans har lagt nogle billeder på Picasa, dette link skal I selvfølgelig også have.

http://picasaweb.google.com/hans.mose.jensen/NicklasOgKatrine?feat=directlink#

Mandag den 26. april

I dag var vi så på udflugt til Mount Baldy. Et utroligt flot naturområde, med bjerge og sne, man kan slet ikke forstå at man er så tæt på Los Angeles. Vi så en masse grå egern, de har godt nok en imponerende hale. Og når man kiggede op på bjergsiderne og så nåletræerne stående i sneen var det lige før man kunne se Anders And komme kørende ned af i fuld fart som i tegnefilmene. Det er slet ikke fordi de har så meget fantasi når de laver filmene, det er sådan det ser ud her

Søndag den 25. april

Lige en ting mere fra vores dag med politiet. Melinda checkede også en bil der stod et mørkt sted. Der var tilsyneladende en person derinde og rode rundt i mørket, så hun stoppede politibilen og satte spotlight på bilen. Da hun så kom dertil og fik åbnet døren viste det sig så at der var en dreng og en pige i bilen og drengen havde meget travlt med at trække sine bukser op. Oops. Deres ID blev checket og da de begge var 19 og bilen heller ikke var stjålet tog vi videre, men de stakler havde nok mistet lysten for den aften.

Da Hans og mig så kører hjem i vores udlejningsbil støder vi gudhjælpemig på en politirazzia i Redlands hvor de kontrollerede kørekort og samt ejerskab og forsikring på bilen. Politikvinden der fik Hans’ kørekort så meget overrasket ud, hun havde vist ikke set et dansk kørekort før. Alt var ok, vi fik lov til at køre videre og så havde vi vist også set nok politi for den dag.

Søndagen stod den på at sove længe og afslapning. Senere på dagen tog vi til familien og hentede Sushi. Efter maden så vi filmen Transformers, det sjove er så at filmen i hvert fald i Danmark først er frigivet fra 11 år, og Ethan er kun 9, jeg synes også at den var lidt voldeligt til tider, men det er de ikke så bekymret for her i landet. Men når der er nogen der kysser, uha, så er moralen i fare!

Lørdag den 24. april

Om morgenen mødtes vi hos familien og tog ud til at se Ethan spille baseball endnu en gang. Det ender med at jeg forstår reglerne for spillet og kan se hvornår en bold er inde eller ude ;-). Derefter tog vi til Ethels forældre og fik frokost – denne gang Burritos, mums.

Her mødtes vi så med Ethels søster, eller skal vi hellere sige Sergeant Young, der tog os med til politistationen hvor hun arbejder. Man kan som almindelig borger komme med ud og køre med politiet for en dag og det var lige hvad Hans og mig skulle. Hendes vagt startede med et møde i ”briefing room” og jeg har stadig ikke vænnet mig til hvor meget det hele bare ligner de amerikanske film man ser, så jeg måtte mere end en gang undertrykke et fnis, det havde nok været lidt upassende. De tager deres job MEGET alvorligt og der blev diskuteret hvordan man skulle forholde sig til forskellige tilfælde man blev kaldt ud til, som fx folk der gik med åbenlyse hensigter til at begå selvmord eller hvis en nabo havde ringet angående for meget støj fra en fest. Og der blev også diskuteret hvilke sko og bælter samt knive der var lovlige at bære i tjenesten, men selvom reglerne er meget vigtige virker det som om at de alligevel bliver bøjet lidt når de overordnede ikke ser det. Det tog ca. en time og derefter skulle vi så ud på patrulje. Der er kun plads til en passager i politibilerne, da bagsædet er beregnet til forbrydere, så jeg skulle køre med Melinda og Hans med en kollega der blev kaldt for Manny (kort for Manuel). Det første Melinda gjorde da vi kom ud i politibilen var at instruere mig i de to geværer (en riffel og et haglgevær) der var i bilen. Hvordan man fik åbnet for holderen og hvordan man skyder dem af hvis der nu skulle ske noget alvorligt med hende. Jeg måtte lige synke en gang og spørge hende om hun da regnede med at vi fik brug for dem, hvilket udløste et kæmpe latteranfald. Men hun fortsatte med at vise mig de to små pistoler og kniven som hun gemte på kroppen, den store pistol som hun bar synligt samt den el pistol der er beregnet til at lamme mennesker. Hans fik også vist et ekstra haglgevær som var bag i Mannys bil. Jeg har aldrig været på arbejde med hos en dansk politimand/kvinde, men jeg synes at det var noget af et våbenarsenal at køre rundt med på almindelig patrulje. Melinda og mig havde fået det fattige område af byen til patrulje og det skinnede også igennem på sagerne. Et slagsmål med ca. 20 mindreårige på en restaurant var en af de større sager med mange politibiler involveret. Selvom de kører alene er de hurtige til at hjælpe hinanden når der bliver kaldt over it-systemet der er i alle politibiler. To sager med hustruvold endte begge med et tilhold til manden, begge skulle en tur i spjældet, den ene var dog ikke hjemme. Så her kom vi tilbage senere og sneg os omkring med slukkede lygter i nærheden af hans hus. Ellers blev en del personer stoppet og kropsvisiteret samt deres biler gennemsøgt og både ID og nummerplader blev checket en del gange sådan rent tilfældigt, uden en egentlig grund andet end en fornemmelse. Der var også et enkelt kald til et hus hvor alarmen var gået, det var lidt spooky at Melinda skulle dertil i mørket, jeg blev i bilen, og checke om der var en indbrudstyv, selvom det viste sig at det var falsk alarm. Vi var også på et kort besøg hos en stripperklub, mit første og højst sandsynligt også sidste besøg, for at checke op på en borger der mente at de havde piger under 18 år ansat. Vi fandt pigen efter beskrivelsen, hun så meget ung ud, men var 19. Det er meget mærkeligt med sådan et ”angiver” samfund, jeg tror ikke at der er nær så mange der ringer til politiet i Danmark og beder dem om at checke op på om det nu er lovligt det der foregår hos naboen eller andetsteds. Over radioen hørte vi også flere episoder hvor biler blev sendt ud til steder hvor folk havde hørte skud, men det var også i den rigtig dårlige ende af byen, den ”sjove” ende af byen som Melinda kaldte den. Hans og Manny havde fået det område som alle politimand/kvinder på denne station hader, et velhaverkvarter op i bjergene hvor der aldrig sker noget. De plejer at få dette distrikt dagen før deres fridage for at få tid til at gøre papirarbejdet med at skrive rapporter færdig. Så Hans var mest på sightseeing, han fik også en rundvisning på en brandstation, vi mødtes til aftensmad og sent på aftenen kom de os til undsætning i den ene sag om hustruvold, hvor Melinda ikke vil gå ind i huset alene. Så alt i alt en meget spændende dag, der gav et interessant indblik i hvordan amerikansk politi fungerer. Og så er jeg glad for at jeg overlevede kørslen, 130 igennem et boligkvarter er ikke lige min kop the, men det er åbenbart ynglingssporten og blev praktiseret flere gange. Fotos på http://foto.geitnerjensen.dk/#18.0

Fredag den 23. april

I dag prøvede vi så at lægge lidt pres på lægen for at lægge en plan for hvad der skal ske. Ethel snakkede med ham fordi hun gerne vil planlægge et kejsersnit, da en af babyerne ligger med numsen nedad. Lægen vil gerne have at hun føder det første barn normalt og så vil han prøve at vende det andet. Hun er bange for at det så ender med et akut kejsersnit og det vil jo ikke være så sjovt for hende. Lægen vil så godt gå med til at planlægge et kejsersnit, men jeg var glad for at jeg sad ned da jeg hørte datoen. Han foreslå den 6. maj og da Ethel sagde at det ikke passede så godt da hendes mand ikke er i byen den 5. og 6. maj blev datoen fastlagt til den 11. maj. Jeg håber godt nok ikke at vi skal vente så længe, men det er svært at få en amerikansk læge til at ændre mening. Det er selvfølgelig lidt skørt at vi er havnet i den situation, da problemet med de fleste tvillinger jo er at de bliver født for tidligt. Men da Ethel blev sat i gang med begge hendes børn og lægen også holder fast i at regne terminen 5 dage for sent, begynder jeg at blive en anelse bekymret. Også fordi man de fleste steder sætter tvillingemødre til at føde senest i uge 38 i Danmark, hvilket er søndag den 25. april, det gør de fleste læger også her i USA, bare ikke vores Vi fortsætter missionen med at ændre lægens plan mandag.

Men da vi nu ved at vi skal bruge en ny flybillet til hjemrejsen checkede vi priser og muligheder på Internettet hos de forskellige flyselskaber. Vi fandt frem til at i hvert fald Lufthansa og KLM tilbyder at babyer under 6 måneder kan få en babylift til at ligge i for en beskeden pris. Desuden kan man tage autostole og en barnevogn/klapvogn samt 10 kg bagage pr. barn gratis med. Delta Airlines har ikke babylifte, og så fik vi ikke checket flere. Hvis der er nogen der har kendskab til flere selskaber som flyver fra Los Angeles til Europa der tilbyder babylifte må I gerne sige til, man ved jo aldrig hvilket selskab er billigst lige den dag vi skal hjem. Vi fandt også ud af at det slet ikke kan betale sig at leje sig frem til autostole i stedet for at købe dem. Efter 4 dages leje kan man købe den billigste, og vi skal slet ikke nævne hvor mange autostole man kan købe her for de penge man skal give i Danmark. Og så har vi næsten besluttet at købe en baby jogger her også. Det er rart at få taget nogle af de praktiske beslutninger, det kan godt virke lidt uoverskueligt.

Hen på eftermiddagen tog vi så ud på en lille køretur i de ”finere” områder af Redlands op i bjergene. Der var godt nok mange store, flotte huse, og tankerne kom hurtigt hen på ”Dallas” serien. Senere kom tankerne også hen på filmen Grease, da vi så en stor Convertible med fire piger i der tydeligvis var på vej til fest, både lokkerne og hovedtørklæderne var på plads.

Senere tog vi til en ”Panda Express” for at spise og til en ”Wall Mart” for at afslutte dagen med lidt shopping. Man vænner sig hurtigt til at forretningerne har åbent til klokken 21 hver dag.

Torsdag den 22. april

Starten på dagen gik med lidt løb og tøjvask. Derefter tog vi ud til et kæmpe indkøbscenter, et af de berømte amerikanske malls, der heder Ontario Mills. Vi skulle finde en gave til Hans’ mor der snart har fødselsdag. Det skal ikke nævnes her hvad det blev til, blot at vi var meget tilfredse med hvad vi fandt . Cecilia har desuden ønsket sig et vækkeur, da farmor og farfar har fundet ud af at hun er stor nok til at stå op ved hjælp af et vækkeur om morgenen. Vi fandt et rigtig sjovt et, vi glæder os til at komme hjem og give gaverne En ting der er værd at bemærke om Ontario Mills er at alting ER større i USA. En af butikkerne i centret var et sted der solgte musikinstrumenter. Den første afdeling hvor vi kom ind i havde sådan ca. 500 elektriske guitarer hængende på væggene, og sådan fortsatte det bare derudaf, det var temmelig overvældende. Efter et godt tip fra en veninde ( Tak ) tog vi i ”Rainforest Cafe” for en bid mad (ja, ok, det bliver altid til lidt mere end en bid i USA), og her var der god mad og junglestemning for alle pengene. Der var kunstige træer over det hele, kæmpe saltvandsakvarier med rigtige fisk, elefanter der brølede, krokodiller og gorillaer og mange flere dyr der lavede et stort cirkus hvert kvarter, meget underholdende.

Onsdag den 21. april

Dagen stod så på tandlægebesøg. Jeg fandt heldigvis et sted hvor de vil tage mig samme eftermiddag da de hørte hvad det drejede sig om. Så fik jeg også oplevelsen af et besøg hos en amerikansk tandlæge med. Det hele virkede meget professionelt, og jeg følte mig i gode hænder. Røntgenbilledet viste så desværre at nabotanden også var ved at knække, så den står på to kroner. Hvem havde dog troet at jeg ud over to børn også vil få to kroner med hjem fra USA? De er så en del billigere end i Danmark, så jeg slog til. Han ordnede hele forarbejdet med det samme og regner med at de færdige kroner kan sættes ind i løbet af næste uge.

Det var en lidt sjov oplevelse at være til tandlæge i udlandet, nogle ting er alligevel anderledes. Jeg skulle fx starte med at udfylde et skema hvor jeg bla. skulle skrive under på at det var ok for tandlægen at stikke instrumenterne i min mund. Og så var der også lige en liste med mindst 50 sygdomme som jeg skulle krydse af om jeg havde haft. Jeg forstod cancer og headache (sjov kombination forøvrigt) og et par mere som jeg så ikke havde har (HIV, leverbetændelse) og krydsede nej foran dem som jeg ikke anede hvad betød. Da jeg sad i tandlægestolen og han sagde jeg skulle “bite down” tog det mig lige et par ekstra sekunder før det gik op for mig at han vil have mig til at bide sammen. Ellers var de utrolig søde og opmuntrende hele tiden (“You are doing fine”), det er virkelig noget der er gennemgående amerikansk stil med at være positiv og opmuntrende hele tiden, jeg tror at BS Christiansen vil få store problemer med sin stil herover ;-). Jeg blev bedøvet til den hel store guldmedalje, så selv det nederste af næsen var følelsesløs og da jeg løftede hånden en lille smule (havde jeg fået besked på jeg skulle, hvis der var noget der generede) gik der ikke mange millisekunder inden den store sprøjte med bedøvelse sad i mit tandkød igen. En anden skæg ting var at de ikke havde den der lille vask man plejer at have til at skylde munden, den er vist standard i Danmark, jeg kender den også fra Tyskland. Men her foregik skylningen ved at assistenten havde en lille vandslange som hun skyllede rundt i min mund med, samtidigt at hun sugede med en anden. Hun mumlede noget om at det altid var lidt besværligt at skylle ved fortænderne, der var vand over det hele. Jeg overlevede to timer i en amerikansk tandlægestol i god stil, selvom jeg var lidt udkørt da vi kom hjem.

Vi måtte dog lige tage ud og spise, det blev så “Maccaroni Grill” som Jim havde anbefalet. Det var rigtig lækkert italiensk mad og der var flere ting på menukortet hvor det blev fremhævet at de var importeret fra Italien. Italiensk mad er åbenbart rigtig gourmet-mad herover, mens det franske køkken glimrer med sit fravær. Det gør dog hverken Hans eller mig noget, vi er snarere lidt “italienofil”.

Tirsdag den 20. april

I dag var vi til en aftale hos lægen. Alt så fint ud som det skulle, de lavede også en “non-stress-test” på babyerne for at se om de havde det godt, det så alt sammen rigtig fint ud. Vi fik også resultaterne fra den sidste ultralydsscanning, den er efterhånden godt en uge siden. Baby A (drengen) ligger stadig med hovedet nedad og vejer godt 2600 gram, baby B (pigen) ligger desværre stadig med hoved opad og hun vejer godt 2800 gram. Det sjove var at størrelserne stod med gram i journalen, det gør de åbenbart altid når det er i medicinsk sammenhæng. Ellers regner de for det meste i amerikanske pund og Hans og mig har ikke helt den samme fornemmelse for hvad der er meget eller lidt når de snakker pund. Til gengæld forstod vi gram med det samme, mens Ethel lignede et stort spørgsmålstegn 🙂 Der er så ikke noget der tyder på at fødslen er nært forestående, hun er nu godt 37 uger henne og det er jo super positivt for babyerne at de er i maven så længe, selvom vi begynder at synes at ventetiden er lidt lang.

Lægen tager det hele MEGET afslappet, han vil vente og se og lade naturen gå sin gang, han virker heller ikke så amerikansk. Han er rigtig glad for Stieg Larsson Bøgerne, han havde læst både “The girl with the dragon tattoo” (hvorfor laver de dog om på titlen?) og “The girl who played with fire” (se, det var bedre, det ved vi hvad er) og han glædede sig til at den tredje bog blev oversat “The girl who kicked the hornets’ nest” (HVAD? Er der en bog vi ikke kender?). Det er sjovt at der for en gangs skyld er noget som vi kender som ikke er udkommet i USA endnu, det plejer at være omvendt med alle de amerikanske film og bøger.

Og da han hørte at Hans arbejder i ICES (vi nåede ikke til mit job), begyndte han straks at fortælle om den utrolig gode film “The Cove” som han havde set. Den handler om slagtninger af delfiner i Japan og har skabt en del furore. Den har jo fået en Oscar og er derfor blevet rimelig kendt herover.

Det virker bare ikke som om den “almindelige” amerikaner bekymrer sig så meget om dyrevelfærd, her er lægen så også lidt anderledes. Men sådan virker det egentlig at det er med mange ting; man kan finde ekstremer til både den ene og den anden side i USA, meget mere end i Danmark.

Dagen endte lidt skidt for mit vedkommende idet jeg knækkede en fortand, da jeg var i gang med at spise noget “Beef Turkey” (tørrede, meget seje, men lækkert krydrede skiver kalkunkød) som Jim selv havde lavet. Øv.

Mandag den 19. april

Formiddagen gik med lidt arbejde, mails og blog. Og så satte jeg med ud på altanen på lur for endelig at tage et billede af en Kolibri. Det lykkedes til sidst at fange en, selvom det blev lidt rystet, de bevæger sig bare så hutigt. Om eftermiddagen mødtes vi så med Ethel og børnene igen for at være med til at se Ethan spille baseball. Hans skulle jo også have den oplevelse med. Efter spillet hentede vi Jim på arbejdet og tog ud at spise sammen. Hans og mig fik Jambalaja hvilket var rigtig lækkert. Det er mad fra sydstaterne, de kalder det Cajun, det er en sjov blanding af afrikansk og amerikansk mad, de er glade for Chilli, så det er rimelig stærkt. Ellers tog vi bare hjem til familiens hus og snakkede, det var hyggeligt som altid.

Søndag den 18. april

I dag var vi så ud og løbe ”A run through Redlands” løbet. Jeg løb 5 km, mens Hans tog den længste distance de havde med i løbet, en halv maraton. Det var rigtig sjovt at være med i. Der blev i den grad heppet på løberne og løberne på halv maratonen blev nærmest fejret som folkehelte. Da 5 km løbet skulle starte, hvilket var den største gruppe af løberne, skulle der lige spilles den amerikanske nationalhymne, der var mange omkring mig der holdt hånden på hjertet og sang med, jeg kunne ikke huske ret meget af teksten bortset fra ”the land of the free and the home of the brave”. Det var en speciel oplevelse. Løbet i sig selv var også en smule anderledes end derhjemme; vejene er jo en del bredere og tilskuerne levede sig virkelig ind i sagen og man fik hele tiden kommentarer med på vejen som ” You go, girl!”, ”Good job”og ”You are an inspiration to us all”. Løbets tempo var dog væsentlig langsommere end derhjemme, jeg kom ind sådan nærmest i midten af feltet, det er jeg ikke vant til hjemmefra. Og de bedste tider som blev råbt op bagefter kan heller ikke helt måle sig med DHL stafetten, men de går virkelig op i det med medaljer og kåringer af vindere i alle grupper og aldersklasser. Bagefter var der forsyninger i form af friskpresset appelsinjuice og friske appelsiner der var skåret ud i små poser. Man er vel i appelsinbyen Redlands. http://foto.geitnerjensen.dk/#16.1

Lørdag den 17. april

I dag syntes vi at det var på tide at vi fik skrevet Hans på lejekontrakten til bilen, så han også kunne køre. Jeg havde prøvet at få ham skrevet på da jeg lejede bilen, men de skulle både se ham og kørekortet. Så vi måtte lige et smut forbi Ontario lufthavnen, hvor det tætteste udlejningssted for vores bilfirma befinder sig. Det var hurtigt overstået og på vejen hjem ville vi finde et sted at spise. Vores ”Landlady” havde anbefalet et nyt sted ”The old Spaghetti Factory”, så det blev tastet ind i GPSen og af sted kom vi. GPSen sendte os så til en by der hedder Riverside, der lå på vejen. Efter at have indtaget vores super lækre spaghetti samt en ”cream soda” (koncentreret saftevand, sodavand og FLØDE blandet sammen med isterninger! – lidt speciel oplevelse) besluttede vi og for at gå lidt rundt i byen, vi synes at det er en meget flot by, jeg har lagt billeder ud. http://foto.geitnerjensen.dk/#14.0 Da vi så skulle forlade stedet kom vi først igennem kirkekvarteret hvor kirkerne lå på rad og række og derefter troede vi at vi var havnet i Mexico, det var i hvert fald tydeligt at det var latinerkvarteret med de små huse med en masse lyskæder på. Resten af dagen bestod af indkøb, afslapning og lidt ”Desperate Housewives”

Fredag den 16. april

Fredag havde Ethel en termin hos lægen kl. 9, så vi skulle stå tidligt op da vi ud over de normale morgenrutiner også skulle nå at ringe hjem til Cecilia inden, det plejer at tage en time . Alt så fint ud hos lægen, der blev også kørt en strimmel på begge babyer for at checke deres hjerterytme, det var også i sin skønneste orden, men ingen tegn på veer. Lægen er temmelig afslappet, han synes bare at vi skal vente og se hvad der sker. Men når vi nu er på 37 fulde uger på søndag er jeg ved at blive en anelse utålmodig, især fordi lægen har regnet terminsdatoen 5 dage forkert, så han mener kun at vi er lige godt i uge 36. Nå, men han havde heller ikke fået tilsendt resultaterne af scanningen endnu. Ethel har en termin igen på tirsdag, så må vi se om der sker noget der.

Eftermiddagen gik med løb både for Hans’ og mit vedkommende og om aftenen havde vi tilmeldt os et arrangement hos ESRI. De kører en foredragsrække ca. 1 – 2 gange om måneden, hvor alle er velkomne, der er gratis entre. Foredragene er arrangeret i samarbejde mellem ESRI og Universitetet i Redlands dels for at forbedre samarbejdet mellem Universitetet og ESRI og dels for at giver borgerne en mulighed for at møde hinanden og snakke sammen. Vi skulle selvfølgelig ikke gå glip af chancen for at komme indenfor i de hellige gemakker og da emnet var ”Environmental film festival” slog vi til. Det var HELT vildt flot indenfor, bygningerne og auditoriet er også blevet indviet indenfor det sidste års tid. Det er lidt sjovt at tænke på at et privat firma ejer et auditorium der er både større og flottere end det største Roskilde Universitet har. I bedste ESRI stil skulle vi starte med at hilse på en sidemand/kvinde som vi ikke kendte i forvejen. Jeg kom til at tale sammen med en indfødt Redlands borger hvis bror arbejder for ESRI. Han havde kun rosende ord for firmaet og syntes at de gjorde rigtig meget for samfundet. Han kunne også rigtig godt lide de nye bygninger og fremhævede især alle de træer der var blevet plantet. Redlands ligger tæt på ørkenen, her er ekstremt tørt, og ESRI området virker nærmest som en Oase med al den dejlige skygge som træerne giver. Filmfestivalen bestod af en række film der på en eller anden måde havde med miljø at gøre og havde været vist i forskellige byer før. Til denne aften var der blevet valgt 11 små film ud. Der var to svenske iblandt, de var rigtig sjove. I forbindelse med de amerikanske film synes vi begge at det var slående hvor meget filmene handlede om følelser og hvor lidt viden der reelt blev formidlet. I pausen var der forfriskninger og midt i at Hans og mig skulle tage billeder af hinanden dukker Jack Dangermond (ESRI’s stifter og øverste boss) og hans kone Laura op og er med i baggrunden af vores billeder. Jeg håber ikke at Jack lagde mærke til hvor fjollede vi var, vi lod trods alt være med at bede om en autograf. Efter forestillingen fik vi alle sammen foræret et ægte californisk ESRI egetræ (står der på pasningsvejledningen ) inden vi begav os ud til bilerne og kørte hjem, så meget for miljøet ;-). http://foto.geitnerjensen.dk/#15.0

Torsdag den 15. april

Dagen igennem lavede vi ikke så meget, lidt oprydning, tøjvask og mails. Om aftenen havde vi så en aftale med familien om at tage til markedet i Redlands. Vi mødtes ved Jims butik i Redlands, som hans bror bestyrer til dagligt, det var et glædeligt gensyn. Det var også dejligt at vi måtte parkere ved butikken, det meste af midtbyen var afspærret og det var stort set umuligt at opdrive en parkeringsplads, så vi følte os meget indfødte. Da vi gik hen til markedet stødte vi på et af de såkaldte ”Tea parties”. Det er en protestbevægelse der er sur på politikkerne generelt og specielt på Obamas sundhedsreform. Det er næsten ikke til forstå for os at nogen kan have noget imod at man indfører gratis sygeforsikring til alle, men argumentet er at de vil bestemme selv. Og så er de ligeglade med dem der ikke har råd til at bestemme selv, sådan opfatter jeg i hvert fald deres udtalelser. De hævder selv at de er fri af partipolitik, religion og race, men medlemmerne består for langt den største dels vedkommende af hvide, middelaldrende republikanere med en god indkomst. Sådan er USA altså også. Man havde det jo godt på fornemmelsen, men så har man også mødt dem.

Markedet var meget hyggeligt. Der var boder langs hele hovedgaden der var spærret for biler. Der var både hoppeborg, madboder, alle mulige dimser, legetøj og tøj man kunne købe samt et lidt mere traditionelt markedet med frugt og grøntsager. De var alle sammen dyrket i lokalområdet og her kunne man virkelig se det californiske klima slå igennem. Der var både avokadoer, appelsiner, citroner, grapefrugter og jordbærrene er selvfølgelig også allerede klar.

Onsdag den 14. april

Også denne dag startede med en brat opvågning, denne gang dog endnu tidligere, for at være helt præcist kl. 5.15. Min ”røde telefon” ringede, jeg hopper ud af sengen, jeg er meget søvnig da jeg tager telefonen og der er en mandestemme der taler engelsk og siger noget om en Dr. Jensen. Så mentalt er jeg næsten i tøjet og på vejen til hospitalet da jeg opdager at det er en af vores venner der laver fis med mig og han havde så taget grundigt fejl af tiden. Han fik vist noget af en overhaling inden han stammer en undskyldning frem og at han vil ringe igen senere. Hold da op hvor var jeg tosset, men som den sødeste mulige undskyldning blev der så ringet op igen meget senere. På det tidspunkt var klokken så 5.15 i Danmark og vedkommende havde sat vækkeuret på dette tidspunkt for at udsatte sig selv for det samme som han havde udsat os for. Jeg kan kun sige at undskyldningen er accepteret

Vi skulle have familien over til aftensmad og ville selvfølgelig forkæle dem lidt. Samtidigt skulle det både være børnevenligt og gerne smage lidt af Danmark. Det var sjovt at købe ind i supermarkedet og prøve at finde ting man kunne bruge til at lave noget ”dansk” mad. Det der var den største forhindring er at der er meget få råvarer i supermarkedet, forstået på den måde at der er en utrolig masse færdigretter i alle mulige afskygninger, mens det kun efter en længere eftersøgning lykkedes at finde frem til en enkelt type almindelige løse ris. Det var så sjovt nok Jasmin ris. Men Lurpak smør og Saga blåskimmelost kunne man sagtens få, omend det var lidt dyrere end derhjemme. Så flere ideer blev opgivet undervejs, og det endte med koteletter i fad med karry og ananas sauce samt ris. Dertil salat og is til dessert. Det var temmelig populært og jeg blev endda spurgt efter opskriften. Jeg følte mig som en indvandrer der på bedste beskub prøver at lave noget mad hjemmefra, men skal modificere her og der fordi det hele er så anderledes. Aftenen var rigtig hyggeligt og vi skal ses igen torsdag aften, der er et udendørs marked i Redlands.

Tirsdag den 13. april

Dagen startede lidt brat idet jeg blev vækket af en superfrisk Hans der lige havde opdaget den første Kolibri ved foderbrættet klokken halv syv om morgenen. For at være helt ærlig så hader jeg folk med jetlag

Hans skulle ordne nogle ting med sit arbejde, så jeg tog ud at løbe. Det er lidt sjovt at opdage hvor lang tid det tager at komme sig over jetlag selvom man egentlig føler sig rimelig frisk og i den normale dagsrytme. Den første gang jeg løb var om tirsdagen (jeg var ankommet fredagen før). Jeg troede mit ur var gået i stykker da jeg så hvor langsomt jeg løb og min puls var alligevel op over 180. I dag løb jeg så for fjerde gang (jeg pudser lige glorien lidt), og jeg kan mærke hvordan det nærmer sig normaltilstanden for hver gang, men jeg er der stadigvæk ikke helt. Så hvis der er nogen der skal over og løbe New York maraton eller den slags kan jeg kun anbefale at man kommer mindst en uge eller to før.

Derefter begav vi os ud på en tur-de-Redlands. Jeg havde fået en brochure på biblioteket med en kør-selv-tur, hvor man kunne se mange af de victorianske huse der findes i Redlands. Turen går forbi ca. 20 huse og skulle ca. tage 1 time. Her må vi nok erkende at vi ikke kunne leve op til hastigheden. Efter 1½ time havde vi set ca. 5 huse. De var rigtig flotte, så vi måtte jo stoppe, ud af bilen, tage billeder, kigge på fugle osv. Et par af fuglene er foreviget under http://foto.geitnerjensen.dk/#12.4, det er jo almindelige fugle her, men vi synes at de er lidt eksotiske fordi de ikke findes derhjemme, så der kommer sikkert flere fuglebilleder til efterhånden. Vi besluttede at vi havde fået kultur nok for denne dag og tager turen i mindre bidder over flere dage, det passer bedre til vores temperament. Jeg har lagt de første billeder på foto.geitnerjensen.dk/#11.0, der kommer nok flere til.

Vores “Landlady” havde anbefalet en restaurant “The Elephant Bar” og selvom det er en kæde som det meste herover, så var det super lækkert mad og man kunne også få alkoholfri drinks, de tager virkelig hensyn til at alle er i bil. Der er også billeder på http://foto.geitnerjensen.dk/#13.0

Mandag den 12. april

I dag skulle Hans så se en masse af de ting jeg havde nået at se uden ham. Han blev fx slæbt i ESRIs cafeteria, han kunne godt lide maden, men han følte sig som lidt af en forræder i foretagendet da han er begyndt at bruge en del open source software til GIS som ikke kommer fra ESRI .

Derefter gik turen til shopping centret og Hans var lige så begejstret for sportsbutikken som mig. Han købte da også straks et par nye løbesko og måtte nærmest trækkes ud af lystfiskerafdelingen ved hårene. Jeg fik så også købt et par nye Converse sko, og da de var del af et ”køb to, betal halv pris for det andet par” tilbud, fik jeg dem for 125 kroner (normalprisen derhjemme for den type jeg fik, er omkring de 500!)

Billeder fra dagen på http://foto.geitnerjensen.dk/#13.0

Vi nåede en del andre butikker og spiste så sushi fra vores ”lokale” japaner om aftenen, igen blev vi helt rørt over priserne, ca. 75 kroner for masser af sushi til to er vist langt fra prisen i Danmark.

Aftenen blev så afsluttet ved at tanke lidt Danmark, idet Hans havde ”I Kina spiser de hunde” med

Søndag den 11. april

Dagen i dag går med lidt oprydning og rengøring samt tøjvask. Når ens kuffert var propfyldt med babytøj er der ikke så meget at gøre godt med.

Bloggen, mails og billederne skal selvfølgelig også passes, og så er det snart af sted til lufthavnen for at hente Hans. Jeg fik lige en SMS at han er ankommet i Atlanta, så nu varer det ikke så længe inden vi ses igen.

Det er for øvrigt lidt sjovt at se på min indkøbsseddel der ligger her ved siden af mig – halvdelen af tingene står skrevet på dansk og den anden halvdel står på engelsk. Nu mangler jeg bare lige at ringe til min mor i Tyskland, så er sprogforvirringen perfekt!

Da jeg kørte af sted til lufthavnen besluttede jeg mig for at finde en anden radiostation, jeg var efterhånden blevet lettere træt af de spansktalende der var kodet ind i radioen. Jeg fandt så en der lød meget behageligt, sådan lidt musak agtigt, og de proklamerede også selv med at de er en familievenlig radiostation, altid med en positiv tone og ingen radioværter der bander. Jeg kører lidt mens jeg lytter til radioen og da jeg begynder at lytte til teksterne i sangene gik det op for mig hvorfor jeg ikke kendte nogen af sangene. Teksterne var noget i retning af ”tak, gud, du er min redning” og ”jeg vil vie mit liv til gud”. Det var alligevel for meget af det gode for mig. Men altså, man er vel i guds eget land.

Jeg synes det blev mere og mere stressende at køre jo tættere jeg kom på lufthavnen, men jeg overlevede turen, i grunden kører amerikanerne temmelig pænt og man kan altid få lov til at skifte bane hvis vejen deler sig. På et tidspunkt måtte jeg dog lige minde mig selv om at slappe lidt af og trække vejret, jeg kunne mærke at mine fingre var begyndt at sove fordi jeg holdt så krampagtig fast på rettet .

Men jeg kom til lufthavnen, fandt en parkeringsplads (en bedrift som jeg er ikke så lidt stolt af), hentede Hans og så gik turen den anden vej. På det tidspunkt var det så blevet mørkt og da jeg nærmest er natteblind gjorde det ikke sagen bedre. Jeg missede også vejen en gang eller tre, men det skyldtes nok mest at min opmærksomhed blev afledt. Men jo længere vi kom væk fra lufthavnen og de mange motorvejskryds i fire etager der er i LA, blev det meget nemmere at køre igen.

Lørdag den 10. april

Dagen startede med at jeg tog til familiens hus og vi kørte af sted for at se Ethan spille baseball. Der skulle tages billeder netop denne dag og jeg skal love for at de gjorde meget ud af det med billederne af de enkelte børn, der var en baggrund med et helt stadium fyldt med mennesker og professionel belysning. Man kan så købe billederne som spillekort, på kopper, T-shirts, you name it, alt hvad hjertet begærer og pengepungen kan holde til. Jeg sneg mig til at tage et billede af holdet da de var stillet op, samt da børnene var i gang med at spille som jeg har lagt ud igen. http://foto.geitnerjensen.dk/#10.1

Efter kampen var slut fik børnene snaks, de skiftes til at tage en lille godtepose med til hele holdet efter kampen, og det var ikke de sunde ting der dominerede posen. Det er Ethans tur næste tirsdag til at tage noget med og Ethel siger at hun nok bliver hade-mor fordi hun køber frugt og vand i stedet for chips og sodavand, men jeg kan godt forstå hende når man ser på vægten af nogle af børnene. Det der slå mig mest ved hele overvægt-problematikken i USA er den stærke sociale slagside hele sagen har. Jeg havde ikke tænkt over det før, men det er typisk folk med mexicansk afstamning eller afroamerikanere der har problemet. Det er så typisk også dem der har dårlig uddannelse og manglende sygeforsikring, det bliver det så ikke bedre af. Mens disse mennesker spiser super-size portioner fastfood sidder de rige og veluddannede og nipper til deres salat og frugt og løber eller går i fitnesscenter. Ethels familie er som sagt også fra Mexico, men de er heldigvis undtagelsen der bekræfter reglen idet de alle sammen har en uddannelse og et tilsyneladende fornuftigt forhold til mad.

Meget apropos så købte vi noget mad på vejen og besøgte Ethels mor og far. De bor for tiden hos Ethels ene søster og svoger mens deres nye hus er ved at blive sat i stand. Samtidig passer de så deres barnebarn mens søsteren og svogeren er på arbejde. De er begge to pensionerede og helt vilde med børn og har sågar tilbudt at de vil passe vores mens vi er her hvis vi får brug for en fridag!

Søsteren og svogeren var også lige hjemme i deres frokostpause for at besøge deres baby, mens vi var der. Da vi kom ind i huset lagde jeg godt mærke til pistolen der lå fremme, men jeg slugte bare og sagde ikke noget, man er vel i USA. Det viser sig så at søsteren arbejder i politiet og hun spurgte om jeg ikke havde lyst til at være med i patruljevognen en dag. Det kunne bare være rigtig sjovt, så kommer jeg nok bare til at forvirre endnu mere om jeg nu er med i optagelsen af en ny serie der er en god blanding af Desperate Housewives, Greys hvide verden og en eller anden politiserie eller om det hele nu er virkelig og sker for mig 😉 Nu må vi se om det kan lade sig gøre, de skal køre en “background check” på Hans og mig først, inden vi bliver lukket ind i patruljevognen, man ved jo aldrig om der dukker noget op 😉 Jeg spurgte hende så også om vi vil komme langt væk fra området, vi skulle jo gerne kunne komme hurtigt på hospitalet hvis der sker noget. Men det er slet ikke noget problem siger hun og smiler, så kalder vi bare en kode 3 og så er det af sted med udrykning og sirener og hele muletjavsen. Og som Ethel siger – hun mener det!

Resten af dagen gik med lidt vindueshopping med familien og en tur i biografen. Biografen skulle selvfølgelig også være mega stor. Den sal vi var inden i var sal nummer 12, jeg kan ikke helt huske hvor mange sale der var i alt, men der var MANGE. Sal 12 var så stadig større end den største sal i Kino i Roskilde og det tog en krig at komme hen til indgangen af salen fordi det hele bare var så stort. Om aftenen var vi så hjemme hos familien igen og fik mexicansk mad endnu en gang. Mums.

Fredag den 9. april

Så blev det fredag, dagen hvor vi skulle til scanning sammen. Ethel hentede mig her i lejligheden og vi kørte sammen til klinikken sammen med hendes søn som hun havde hentet fra skole. Det var det samme sted som vi var sidst, men det var en anden teknikker. Ethan og mig måtte pænt vente udenfor mens den alvorlige del af scanningen (måle, måle, måle) blev overstået. Når der er 2 babyer der skal måles og de åbenbart ikke kan ligge stille tager det sin tid og vi kedede os bravt i venteværelset. Men så gik døren op og vi måtte komme ind og se. Alt var som det skulle være og det var vildt sjovt at se babyerne, se deres hjerter slå og deres arme og ben bevæge sig. Vi fik også bekræftet at det er en dreng og en pige. Teknikeren tilbød faktisk at printe et nærbillede af deres kønsorganer ud, men jeg takkede pænt nej, jeg synes alligevel at det var at gå lidt tæt på.

Det sjove var så at Ethel hele tiden har sagt at det er drengen der sparker mest, men teknikeren sagde at det altså var pigen der er mest uroligt, men at hun ligger sådan at sparkene ikke kan mærkes så meget. Drengen ligger som han skal med hovedet ned ad, mens pigen nærmest ligger på tværs, så det tyder mere og mere på et kejsersnit. Hun kan selvfølgelig nå at vende sig lige indtil sidste øjeblik, men der er ikke så meget plads at vende sig på og hun ligger heller ikke bare med numsen nedad så hun bare skulle vende sig, men på tværs af den “normale” retning.

Vi var så ude og spise frokost sammen bagefter og fik snakket en masse om den forestående fødsel og hvordan det skal foregå, det var rart at få afklaret nogle af tingene.

Torsdag den 8. april

I dag var jeg ud og spise frokost i ESRI’s cafeteria. For dem der ikke ved det er ESRI det firma der fremstiller det GIS software som jeg nørder med til dagligt. Redlands hvor jeg befinder mig er tilfældigvis hovedkvarteret for foretagendet så jeg kunne ikke modstå tiltrækningen fra ”moderskibet”. Og jeg blev ikke skuffet, cafeteriet har utrolig lækkert mad til rimelige priser, der står en hær af kokke klar til bl.a. at tilberede stegte grøntsager med kød, nudler eller ris samt diverse saucer eller at smøre sandwich efter forespørgsel. Alle råvarer er selvfølgelig af højeste kvalitet og lokalt indkøbt for at minimere CO2 belastningen. Man kan sidde både inde og ude i en utrolig behagelig atmosfære og alle jeg talte med var meget venlige. Udenfor er der en dejlig atmosfære med masser af træer, bare skønt. De to ESRI ansatte ved nabobordet diskuterede for øvrigt geoprocessering over frokost, så himlen var tæt på 😉 Jeg fik en af de amerikanske super size portioner, jeg tror at når Hans kommer, kan vi stadig nøjes med en portion.

ESRI’s personale er både unge og gamle, dog med en svag overvægt af mænd. Og selvfølgelig afholder ESRI også gratis kulturelle arrangementer for alle, man er vel total politisk korrekt. De har så også for amerikanske forhold en helt uhørt god personalepolitik og lønningerne er høje. Så glansbilledet af ESRI er stadig intakt

Derefter var jeg også på biblioteket og snuse, meget seværdigt. Som sædvanlig har jeg lagt billeder ud. Se http://foto.geitnerjensen.dk/#9.8

Ellers er jeg overrasket over hvor hurtigt tiden går. Men så er jeg jo også mindst en time på video skype med Hans og Cecilia derhjemme hver dag. Der er også så meget at se og opleve, og selvom jeg helst ikke skal køre for langt væk hvis der nu skulle ske noget, så synes jeg at der så mange ting der er en oplevelse. Bare det at gå ud og spise, gå i supermarkedet eller andre butikker og kigge på folk og se hvad de køber, se deres dagligdag, det fortæller så meget om en kultur, det får man som regel ikke indsigt i når man ”bare” rejser fordi man har mere travlt og kører efter turist attraktionerne. Når jeg ellers har været ud og rejse har jeg fx aldrig været til en gudstjeneste, ud at bowle eller været inviteret til en privat påskefrokost.

Onsdag den 7. april

I dag stod så i shoppingens tegn. Jeg fandt et godt shoppingcenter, hvor der både var en super fed sportsbutik, en god boghandel og et kæmpe supermarked hvor man bare kunne få det hele. Priserne er så noget for sig selv, jeg så den løbesko som jeg bruger Asics Gel Kayano Women 15 for knap 500 kroner, derhjemme er normalprisen ca. 1600 kroner, så det er noget af en forskel. Og fiskegrej skal jeg vist slet ikke snakke om…

Jeg købte også en dims til at fylde nektar i til at fodre kolibrier. Så håber jeg at de opdager den og kommer på altanen for at spise.

Tirsdag den 6. april

Tirsdag havde Ethel så en termin hos lægen og jeg var med. Alt så bare super godt ud, blodtryk, blodsukker osv. var helt normalt. Vi fik også hørt hjertelyd på begge babyer, det var sjovt.

På et tidspunkt var jeg lige ved at begynde at hyperventilere, da lægen begynder at snakke om hvilken børnelæge han vil anbefale, da en af babyerne jo er en dreng og netop denne børnelæge er eminent god til at foretage omskæringer. GISP, siger jeg så, omskæringer? Det skal vi altså ikke have noget af! Nå, ja, det er vist ikke så almindeligt i Europa, siger manden så, men både han og Ethel synes vist at de er mærkelige, de Europæere.

Mandag den 5. april

Så havde jeg brug for en slappe-af-dag, så der skete ikke så meget ud over indkøb og pakken ud.

Billeder fra en lille tur rundt i Redlands på http://foto.geitnerjensen.dk/#7.0

Søndag den 4. april

Så er det påskesøndag og jeg er inviteret til at tilbringe den sammen med familien. Vi startede med at tage til en baptistisk gudstjeneste i det fri med alt hvad det indebærer med band, sang og en præst der fortæller vittigheder. Jeg havde jo oplevet det før, men påskesøndag var så endnu mere intens og der var mindst 300 mennesker.

Derefter gik turen til Ethels bror hvor stort set hele familien var samlet. Hendes forældre er mexicanere så maden var mexicansk. Det var helt anderledes end på en mexicansk restaurant i Denmark, det mest fremtrædende krydderi var frisk koriander, meget lækkert. Vi var udenfor hele dagen og der blev snakket og spillet og nørdet med Blackberry. På et tidspunkt synes jeg at det er lidt køligt og jeg går indenfor for at hente en trøje. Da jeg kommer ud igen spørger de alle sammen om jeg har mærket det. Jeg havde så ikke mærket noget som helst, men det var jordskælvet fra Mexico som vist også blev omtalt i danske aviser.

På et tidspunkt fik jeg også mærket babyerne sparke da jeg lagde hånden på Ethels mave – syret.

Billeder fra dagen med familien på http://foto.geitnerjensen.dk/#6.0

Lørdag den 3. april

Jeg sov den første nat på et hotel tæt på lufthavnen i LA og begav mig veludhvilet på vej til at hente udlejningsbilen næste morgen. Og det var vist meget godt at jeg var frisk. Jeg kommer altid op og skændes med personalet hos biludlejningsfirmaerne når de bliver ved med at ville prakke mig noget mere på end hvad jeg vil have. Nu havde Hans bestilt den største biltype som de havde (full size), så ekspedienten synes at jeg skulle have noget mere forsikring. Efter jeg havde sagt pænt nej tak til en forsikring til 7 dollars (ca. 40 kroner) om dagen der skulle dække hvis de skulle komme og redde mig når jeg havde smækket nøglen ind i bilen eller var løbet tør for benzin et eller andet afsides sted ca. 117 gange fik jeg at vide at det var nok det dummeste nogen nogensinde havde gjort. Han kunne tydeligvis ikke forestille sig at jeg kunne klare at køre en relativ stor bil i 5 uger uden at opføre mig åndsvagt. Nå, jeg tog ud på parkeringspladsen og kastede mig i den første bil i den kategori som vi havde betalt for. Det var jo et automatgear som det er almindeligt i USA og jeg har aldrig kørt med automatgear før. Så Hans havde givet mig et lynkursus – P for Parking og D for Drive. Men efter jeg havde pakket alt mit habengut ud og sat GPS til fandt jeg ud af at netop denne bil ingen bogstaver havde ved gearskifteren. Nå, jeg skulle i hvert fald IKKE tilbage til idioten bag skranken og fortælle at jeg ikke kunne finde ud af at styre et automatgear, så jeg pakker det hele sammen igen og ind i den næste bil. Jeg havde sikret mig at den havde bogstaver INDEN jeg pakkede ud denne gang. Det blev så en Kia Sedona. Og som Hans sagde bagefter, så spørger man jo næsten om problemer når man vælger en Kia, men det var altså den eneste der havde bogstaver!

Nå, jeg starter køreturen og det går sådan set meget fint de første 70 km, selvom motorveje med 5 spor i begge retninger og biler der overhaler både til højre og venstre efter min mening er en anelse stressende. Så er jeg i det midterste spor, fordi motorvejen deler sig lige om lidt og jeg skal til venstre. Så lyser der først den ene advarselslampe og så den næste og bilen mister fart. Det er altså ikke spor morsomt når man lige pludseligt er nede på 40 km/t og prøver at krydse 2 spor for at komme i nødsporet og alle dytter. Men jeg fik bugseret mig over i nødsporet, stoppet bilen, startet igen, prøver at køre lidt, læser i manualen, den er vist helt gal med motoren. Så sidder jeg der langt fra en afkørsel og kun med en vag fornemmelse af hvor jeg er og bilen er brudt sammen. Jeg trak vejret dybt og droppede at blive hysterisk eller ringe til Hans, det ville jo ikke hjælpe så meget. Så jeg fik fat i deres 24-timers hjælp hvor det tog mig lidt tid at overbevise den venlige fyr i røret at bilen altså var stået af og jeg ikke overreagerede men ikke kunne forestille mig at bilen ville køre tilbage til LA. Han ville undersøge sagen og ringe tilbage men mente at der sagtens kunne gå 2 timer eller mere inden de kunne være der for at bugsere mig tilbage. Men han ringede så heldigvis tilbage 10 minutter efter og kunne fortælle at der var en anden afdeling af udlejningsfirmaet ca. 20 km fra hvor jeg befandt mig. Så var det bare med at kravle af sted med bilen og af motorvejen ved den første afkørsel. Jeg kom helt uskadt til stedet og fik efter italienske ventetider en ny bil. Igen var det kun en Kia der havde bogstaver ved gearstangen, men den har kørt upåklageligt siden og jeg kom til Redlands og fik nøglen til lejligheden inden de lukkede kontoret.

Se et billede af det lille dyt på http://foto.geitnerjensen.dk/#8.0

Fredag den 2. april

For at starte med begyndelsen så har hysteriet med flysikkerheden og indrejse til USA vist nået nye højder. Ved ankomst til gaten for flyet med Delta Airlines blev vi præsenteret for en ny og endnu mere omfattende sikkerhedskontrol end den almindelige. Alle blev kropsvisiteret, skulle tage bælter, sko mm af og alt elektronik skulle tændes. Fyren før mig i køen havde nær ikke fået sin bærbare med igennem fordi batteriet var i stykker og den derfor ikke kunne tændes. Så skulle den ekstra checkes og pilles fra hinanden. Det tog sin tid. Og så skal de også vide hvilket hotel man skal sove på den første nat. Nå, flyveturen var uden de større begivenheder, men da jeg ankom til Atlanta var den gal igen. Tolderen synes vist at det var MEGET mistænkeligt at jeg rejste alene. Hvor i alverden var min mand dog henne og hvad jeg skulle dog få tiden til at gå med uden ham i 9 dage, hvor mange penge jeg havde med osv. Det blev til et længere forhør, men til min store lettelse blev jeg til sidst lukket ind og jeg nåede flyet videre til LA.